Frivillig på Reden

Udover lederen af Reden i Odense, har vi også været så heldige, at få et telefoninterview med en tidligere frivillig på en af Redens væresteder. Denne frivillige har ønsket at være anonym, men for at give et andet aspekt af Redens livssyn, mener vi, at det er vigtig også at have dette frivilliges aspekt med.

Hun fortalte, at hun på en måde var rigtig glad for at arbejde på Reden. Både brugere og ansatte tog godt imod hende, da hun i sin tid startede og hun havde ikke problemer med at se kvinderne bag de ofte stofpåvirkede, halvskæve, psykisk syge, fulde og i det hele taget meget medtagede.

Hun lyttede til dem, hjalp dem med håndarbejde, vaskede deres hår, gav dem mad og var der altid, hvis de ønskede hendes hjælp og nærvær. Altid på brugernes præmisser. De kunne komme og gå som det passede dem. Værestedet var et frirum, hvor der IKKE blev stillet krav til brugerne.

Kun når de ytrede ønske om hjælp, skulle personalet på Reden støtte og hjælpe.

Og det var netop det, der var problemet.

”Vi er opdraget til at hjælpe og støtte hinanden i en videre udvikling. Når vi ser et anden individ lide og leve et hårdt og uretfærdigt liv, så sker det per automatik, at vi vil søge og hjælpe med en bedring af tingenes tilstand. Det ligger i vores kultur og vores samfunds normer” udtaler den frivillige. Og fortsætter ”men på Reden må man ikke yde denne ”hjælp” med mindre brugeren beder om det. Det er utrolig frustrerende bare at stå og se til, at et andet menneske lider. Jeg ønskede så meget, at starte nogle små tiltag, der kunne give dem lidt mere livsglæde og livskvalitet” sagde den tidligere frivillige.

Hun fortsatte ”Det værste jeg har oplevet med dette livssyn, var da der kom en bruger væltende ind på Reden, meget syg af noget dårlig stof. Vi måtte ikke tilkalde en læge medmindre brugeren ønskede det og det gjorde hun ikke. Vi måtte først tilkalde  lægehjælp, hvis kvinden var meget tæt på at dø”. Den meget syge kvinde kom sig dog efter nogle dage med mange smerter.

Brugerne var ofte beskidte og lugtede fælt, da de ofte ikke orkede at vaske sig. Men et dejlig varmt bad, måtte man ikke tilbyde, brugerne skulle selv efterspørge det.

”Når jeg har det elendig og er lidt deprimeret, så hjælper det da mig, når en veninde kommer og siger, at nu vil hun hjælpe mig med at gå i bad, få rent tøj på og komme ud i den friske luft” siger den tidligere frivillige og fortæller at hun på denne måde føler at veninden bekymre sig om hende og derfor ønsker hun ud af det dårlige humør.

 ”Viser jeg et menneske værdighed, ved ikke at hjælpe til bedring?”

”Selvfølgelig hverken KAN eller SKAL man tvinge nogen til noget, men som et barn, der sidder fast i en tjørnebusk, vil man da forsøge at fjerne tårnene en efter en, for at få barnet fri, også selv om det ikke spørger om hjælp”

Livssynet på Reden, kunne Den Frivillige ikke leve med og måtte stoppe. Både ansatte og brugerne bad hende indtrængende om at blive, men hun ville at finde et andet frivillig stykke arbejde, hvor hun følte hun kunne gøre en større forskel.

Tak til den anonyme frivillige