Feltdagbog fra København Onsdag den 27/4-2011:

På feltarbejde kan man ikke sove længe, heller ikke selv om man først kom i seng ved 3-4 tiden.

Vi havde en aftale med Mariatjenesten, som vi skulle besøge kl. 10, hvor vi skulle være deltagere i et foredrag sammen med en HF-klasse. På vejen tog vi omkring bageren og 7eleven til stående taffel inden vi gik ned mod Kirken.

Der var masser af liv i Istedgade. Cykler, biler, fejemaskiner, handlende, turister, barnevogne, butiksejere, der fyldte kasserne med grøntsager op, enkelte kom ud fra bodegaen på hjørnet, men størst trafik var der ud og ind af de mange hotellers døre. Storbyens lyde og en blandet lugt af urin, mad og bilos mødte os og de mange sex-shops og natklubber var ikke så iøjefaldende i gadebilledet, nu hvor dagslyset havde frataget dem deres farvestrålende, blinkene neolysskilte og kun stod tilbage med bygningernes synlige forfald. Solen skinnede og vores humør var i top. Vi glædede os til at høre mere om vores ”udsatte minoritetsgruppe” og deres vilkår og miljø.

Maria Kirken var en lille kirke, der til den ene side virkede, som om den var proppet ind og trukket lidt tilbage fra de gamle etageejendomme i gaden og på kirkens anden side var et ca. 2 meter højt, sort stålhegn, der afgrænsede kirkens lille plads med et nyopført pissoir tæt ved den sidedøren, der førte ind til Maria tjenesten. Der var en lille ”plads” foran kirken, hvor en flok unge mennesker nød formiddagssolens varme stråler. Det var den hf-klasse der sammen med os, skulle høre om Maria tjenesten. Besøget kan læses på vores blog under Maria tjenesten.

Efter besøget stod vi lidt udenfor og talte om hvad vi nu skulle gøre resten af dagen. På pladsen var der en lille gruppe romaér, der sad og røg. Pludselig kom en politivogn kørende op foran kirken.

To betjente kom ud og talte lidt med præsten, hvorefter de kørte igen. Vi fik af vide, at årsag til politiets ankomst var områdets forbudszoner. Vi var af præsten kort blevet informeret om at der var nogle forbudszoner og om Gadejuristen der hjalp de udsatte. Det ville vi undersøge lidt nærmere, så vi valgte at gå hen på den lokale politistation og forhøre os. På politistation kunne de ikke hjælpe os, men henviste til at ringe 114 næste dag, for at få besvaret vores spørgsmål.

Vi besluttede os for at tage på lidt sightseeing og valgte Fristaden Christiania som mål. Men da vi efter en lang travetur fra Halmtorvet til Christiania, endelig nåede vores mål var der lukket.

Portene ind til Christiania var blevet lukket om morgenen, fordi fristaden havde brug for en tænkepause i forhold til, at Højesteret i februar stadfæstede, at Christiania er og bliver statens ejendom. Christianitterne besluttede dog et par dage senere, at imødekomme regeringens tilbud, ved selv at købe hele fristaden af staten.

Eftermiddagen gik så med strøgtur og aftensmad, hvorefter vi begav os mod hotellet. Tempoet var meget forskellig i gruppen, så da vi kom til Tivoli og ikke kunne se bagtroppen, bestående af Mette og Trine, blev vi lidt nervøse for, hvad de kunne have rodet sig ud i. Det fandt vi snart ud af. En skrigen og råben fra det modsatte fortov fangede vores opmærksomhed. Trine og Mette sad i en cykeltaxa. Hæmningsløs svingede de med armene og jo mere de skreg, des mere vildt kørte cykeltaxaen.

Tilbage ved hotellet, sad vi på vores betonklods og snakkede om dagens indtryk og begivenheder. Halvdelen af gruppen gik aftentur og Mette og Jesper viste hvem, hvad og hvor, man skulle lægge ekstra mærke til. Da vi kom tilbage, blev det på hoved i seng, for vi skulle meget tidligt op.